Det der.. med at fejle

Jeg er en af de personer, der ikke kan lide at fejle. Rent faktisk er det en af de ting jeg frygter allermest, den bidende følelse af at man ikke er god nok. Idag løj jeg for en, og jeg gjorde det, fordi jeg ville skjule, at jeg have fejlet, og jeg var så flov. Flov over mig selv, og fordi jeg, lige meget mine intentioner, fejler i livet.
Det er min perfektionisme, der hver dag kommer i vejen. Jeg vil bestå alt i første omgang, jeg vil forstå alt jeg læser, og jeg vil ikke virke dum overfor nogen. Sandheden er dog en helt anden. Jeg FEJLER i stor stil på mange områder. Jeg dumper i mine første forsøg, jeg forstår aldrig hundrede procent hvad jeg læser, og på nogle områder er jeg simpelthen uvidende.

Det er en udbredt kliché, at det er menneskeligt at fejle. Det er også menneskeligt at fejle, men det er ligesom, at jeg ikke kan acceptere det. At fejle er i mine øjne et svaghedstegn, men det mener jeg kun når det kommer til mig selv. Netop det er så latterligt, for hvis nogle i min dejlige omgangskreds dumper eller gør noget forkert siger jeg til dem, at det sker i livet, og at alt man kan gøre er at kæmpe videre. Derimod når det kommer til mig selv, kamptuder jeg eller slår mig selv i hovedet med dårlige tanker og hårde ord.

Jeg ved simpelthen ikke hvordan man siger til sig selv" Du er god nok". Dagens mysterie fra min side af i hvert fald.
Måske er det noget jeg aldrig lærer? Ganske sørgelig tanke i hver fald.

Kan i have en dejlig dag?

//Simone